Forbruger

Genbrug hitter i sommerlandet: Derfor går danskerne amok i genbrugsbutikkerne

Når solen skinner, og sommerlandet blomstrer, strømmer danskerne ikke kun til stranden – de stimler også sammen i genbrugsbutikkerne. Særligt i juli eksploderer salget, og det er alt fra regntøj til retrospil, der ryger over disken. Men hvorfor elsker vi egentlig genbrug så meget om sommeren?

Genbrug hitter i sommerlandet: Derfor går danskerne amok i genbrugsbutikkerne
Mange danskere bruger sommerferien på at gå på jagt efter unikke fund og gode tilbud i landets genbrugsbutikker (foto: Mikkel Husted Mørup, Folkekirkens Nødhjælp)
Rikke Lund
Af Rikke Lund 4. juli 2025

Salget tager fart, når turisterne kommer

I takt med at havnebyer og ferieområder fyldes med lystsejlere, sommerhusgæster og campister, oplever genbrugsbutikkerne en sand guldalder. Særligt hos Folkekirkens Nødhjælp mærker man den stigende købelyst, når sommeren rammer. Juli måned er den absolutte højdespringer, hvor salget i gennemsnit stiger med 25 procent på landsplan sammenlignet med årets øvrige måneder.

I Faaborg, en af de mest populære sommerbyer, steg salget sidste sommer med hele 49 procent. Her er det især spil, tekstiler og praktiske ferieting, der ryger over disken.

“Det er helt vildt hernede om sommeren. Vi er en havneby, så der kommer mange lystsejlere. De køber alt fra sengetøj og håndklæder til regntøj og porcelæn. Derudover er der også mange campingpladser og sommerhuse, som vi sælger utrolig mange spil til,” fortæller Bente Madsen, frivillig i genbrugsbutikken på Østergade i Faaborg.

Og interessen er ikke til at tage fejl af: “Alene i juni i år solgte vi 156 spil. Vi kalder en ekstra frivillig ind, bare for at tælle spil og brikker, så vi er sikre på, der ikke mangler noget.”

Genbrug er blevet hverdag for de fleste

Det store sommersalg er en del af en større tendens: Genbrug er blevet en fast del af danskernes liv. Ifølge Genbrugsindekset 2024 har over 80 procent af danskerne enten købt eller solgt en genbrugsvare i år – og det er ikke kun de unge, der shopper secondhand.

Særligt de 16-30-årige fører an på genbrugsbølgen, men hos Folkekirkens Nødhjælp oplever man, at alle aldersgrupper bidrager til den grønne bølge. Det handler om både klima og økonomi – og en voksende bevidsthed om værdien i brugte ting.

“Vi kan tydeligt mærke, at genbrugssalget er steget i de senere år. Det handler nok om, at folk godt kan lide kombinationen af at gøre noget godt for klimaet og deres egen pengepung. Og så er mange blevet opmærksomme på, hvor meget værdi og historie, der ligger i brugte varer,” siger Karina Skovhauge, leder af genbrug hos Folkekirkens Nødhjælp.

En bevægelse med mening og historie

Genbrugsbutikkerne er ikke kun gode for miljøet og pengepungen – de støtter også et større formål. Folkekirkens Nødhjælp åbnede sin første butik i 1972 og driver i dag over 100 butikker landet over. Alle butikkerne drives af frivillige, og overskuddet går til nødhjælpsarbejde i verdens brændpunkter.

Fra uge 28 kan du desuden få et værdibevis på 100 kr. til genbrugsbutikkerne, hvis du donerer mindst 50 kr. til Folkekirkens Nødhjælp via deres hjemmeside.

Vil du selv på skattejagt i nærmeste genbrugsbutik? Så kan du finde den her: www.noedhjaelp.dk/genbrug

5 tips til dig, der shopper genbrugstøj

  • Prøv det på: Størrelser varierer – stol ikke blindt på mærket.
  • Gå målrettet efter noget: Tjek dit skab før du handler – måske mangler du netop en lilla bluse.
  • Tænk kreativt: Herretøj kan sagtens bruges af kvinder – og omvendt.
  • Spot trends: Grøn, pufærmer og polotrøjer er ofte til at finde.
  • Gør det sjovt: Vær tålmodig – den helt rigtige skjorte dukker pludselig op.