Forbruger

Havens juli-kickstart under ferien: sådan sikrer du en frodig og velsmagende sommerhave

I juli folder din have sig for alvor ud – med blomster i regnbuefarver, modne grøntsager og travl aktivitet i drivhuset. Her får du præcis, hvad du skal gøre netop nu – fra vanding til høst og pasning – så du kan nyde resultatet uden bekymringer.

Havens juli-kickstart under ferien: sådan sikrer du en frodig og velsmagende sommerhave
(Foto: Adobe)
Rikke Lund
Af Rikke Lund 29. juni 2025

Vanding og gødning i krukker, bede og græsplæne

Juli kan være tør og varm – dine planter får brug for både vand og næring. Brug gerne regnvand og vand enten tidligt morgen eller sent aften for at minimere fordampningen. Giv krukker og bede en omgang gødning, og gød græsplænen på en overskyet dag for at bevare dens sundhed.

Aftal med en nabo eller ven at vande haven, især hvis det er varmt og tørt vejr. Overvej at bruge et vandingssystem, der kan holde jorden fugtig i flere dage

Høst, pasning og fortsat liv i køkkenhaven

I juli er det højsæson for køkkenhaven: tag friske tomater, squash, bønner, kartofler, rodfrugter og urter ind, og tør eller frys overskud. Husk at tømme bedene før ferien, så intet går til spilde, da de mest modne grønsager og frugter kan rådne i haven. Du kan også give dem væk til naboer, venner eller familie, hvis du ikke kan nå at spise dem selv. 

Beskæring, trivsel og stiklinger

Gå en tur rundt i haven inden ferien og fjern vildskud på roser og beskær stauder, der er ved at blomstre af, så du får en ekstra blomstring. Fjern også visne blade og blomster. 

Klip tidligt blomstrende buske og hække, nip afblomstrede roser og fjern sideskud på frugttræer og tomater – det sikrer vækst og ny blomstring. Juli er også ideel til at lave stiklinger – lavendler, pelargonier og flerårige blomster formerer sig let nu.

Bekæmp bladlus, ukrudt og skadedyr

Hold øje med bladlus – de kan skade dine roser og grøntsager, men kan skylles bort med en kraftig vandstråle.
Lug ukrudt, så det ikke sluger fugt og næringsstoffer, og tager overhånd, mens du er væk. 

Tiltræk nyttedyr som mariehøns for at bekæmpe lus og andre småkravl.

Gør haven ferieklar

Skal du på sommerferie? Sørg for god ventilation i drivhuset, lad gerne døre og vinduer stå åbne – planterne kan klare sig 1‑2 uger uden hjælp fra dig.