Nyheder

Overraskende tal om danske børn: SFO’en spiller en stor rolle for deres bevægelse

77 procent af de 6-11-årige børn, der går i SFO, bevæger sig mindst tre dage om ugen i SFO-tiden. Samtidig oplever næsten halvdelen af forældrene udfordringer med at få børnene til at være fysisk aktive efter skole.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 22. september 2026

SFO’en spiller en vigtig rolle, når børn skal have bevægelse ind i hverdagen. Det viser nye resultater fra undersøgelsen Danmark i Bevægelse fra Syddansk Universitet.

På landsplan er 77 procent af de 6-11-årige børn, der går i SFO, fysisk aktive i SFO-tiden mindst tre dage om ugen. Det kan blandt andet være gennem leg på legepladsen, boldspil, dans, løbehjul eller klatring.

„Det varierer fra kommune til kommune, hvor ofte børnene bevæger sig i SFO-tiden. Men selv i den kommune, hvor bevægelse fylder mindst, er det stadig 62 procent af SFO-børnene, som bevæger sig mindst tre dage om ugen i SFO-tiden,” fortæller postdoc og projektleder Michael Lejbach Bertelsen fra Danmark i Bevægelse.

„Dermed indtager SFO’en en vigtig position i børns liv som et sted med fysisk aktivitet, og der er et potentiale for at udvikle det endnu mere,” påpeger han.

Store forskelle mellem kommunerne

Undersøgelsen viser samtidig store kommunale forskelle. I Nyborg Kommune bevæger 87 procent af SFO-børnene sig mindst tre dage om ugen i SFO-tiden. I Skive Kommune er andelen 62 procent.

Der er også stor forskel på, hvor mange børn der overhovedet går i SFO.

På landsplan går 79 procent af skolebørnene i et skolefritidstilbud mindst én gang om ugen. Blandt landets 31 landkommuner er andelen 65 procent. I Tønder Kommune er den 50 procent, i Haderslev Kommune 55 procent og i Jammerbugt Kommune 57 procent.

„Hvad kommer børnene hjem til, når de ikke går i SFO? Er de bevægelsesaktive derhjemme, måske sammen med søskende eller venner, eller sidder de foran en skærm? Hvordan kan man tilbyde aktive fællesskaber, når klokken ringer ud og skoletiden slutter?” spørger Michael Lejbach Bertelsen.

Næsten halvdelen oplever udfordringer

Undersøgelsen viser også, at 48 procent af forældrene til 6-11-årige skolebørn oplever udfordringer med at få deres børn til at være fysisk aktive efter skoletid.

20 procent svarer, at barnet har brug for ro eller alenetid efter skole, mens 14 procent oplever, at barnet hellere vil bruge fritiden på skærmaktiviteter. 11 procent peger på prisen på eksempelvis kontingent og udstyr som en udfordring.

„Når så mange forældre oplever, at det ikke er så let at skabe bevægelse i hverdagen for deres børn efter skoletid – så er det måske ekstra vigtigt, at børnene er fysisk aktive inden for skole- og SFO-tiden,” siger Michael Lejbach Bertelsen.

„Timerne i SFO kan være et aktivt ’hul’ mellem skolen og det tidspunkt, hvor forældre og børn kommer trætte hjem – et vindue i hverdagen, hvor børnene kan få en masse gode oplevelser med bevægelse, for eksempel gennem friluftsliv med bål, hulebyggeri og klatring,” siger han.

55.000 børn deltog

Resultaterne bygger på Danmark i Bevægelse, hvor 55.000 børn deltog i undersøgelsen i 2025. Heraf var 24.627 børn mellem 6 og 11 år. Undersøgelsen omfatter børn i folkeskole, privatskole, friskole og specialskole.

Danmark i Bevægelse står bag 98 kommunerapporter om børns bevægelsesvaner. Projektet gennemføres af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet og er støttet af Nordea-fonden.