Nyheder

På 10 år har 558 projekter fået støtte: Nu åbner NRGi Puljen igen

Siden 2016 har 558 østjyske initiativer fået støtte – nu kan foreninger, organisationer og virksomheder igen søge penge til grønne og elektriske løsninger

Søren Greve
Af Søren Greve 31. marts 2026

Foreninger, organisationer og virksomheder i Østjylland kan fra 1. april igen søge støtte fra NRGi Puljen, som i år samtidig markerer 10-års jubilæum. Siden puljen blev oprettet i 2016, har den støttet 558 lokale projekter.

Ifølge NRGi er formålet med puljen at støtte projekter i selskabets forsyningsområde, der bidrager til elektrificering og et mere klimaneutralt samfund. Puljen har to årlige ansøgningsrunder og kan bruges til både små og store projekter.

Klar til nye ansøgninger

Ansøgningsrunden åbner 1. april og løber frem til 4. maj 2026. Hvis ansøgningen handler om ladestandere eller varmepumper, kan der dog søges hele året.

Hos NRGi ser man frem til endnu en runde med lokale idéer.

“Det er en stor fornøjelse at følge de mange lokale initiativer, der spirer i vores forsyningsområde. NRGi Puljen har de seneste 10 år været med til at gøre over 550 projekter til virkelighed, og vi glæder os allerede til at gennemgå de mange ansøgninger og udvælge projekterne, som er med til at gøre en forskel for elektrificeringen og den fortsatte omstilling af vores samfund,” siger Tommy Jakobsen, koncernkommunikationschef i NRGi.

Bred vifte af projekter

Ifølge pressemeddelelsen spænder de projekter, der har fået støtte gennem årene, bredt. NRGi nævner blandt andet LED-belysning hos spillestedet Voxhall i Aarhus og udlægning af 22.000 tons sten i Horsens Fjord som eksempler på tidligere støttede initiativer.

Senest har puljen blandt andet hjulpet Den Europæiske Filmhøjskole og Horsens Sportsrideklub med projekter, der handler om el-infrastruktur og installation af varmepumpe.

Fokus på elektrificering

NRGi peger på, at der er et stigende behov for at støtte lokale aktører, som arbejder med elektrificering som en del af fremtidens løsninger.

“I dag ser vi et behov for at øge støtten til de mange foreninger og institutioner, der arbejder målrettet med elektrificering som en naturlig del af deres fremtid. Det er de mange lokale ildsjæle, der er drivkraften, og i NRGi er vi glade for at kunne bidrage til, at deres projekter bliver til virkelighed,” siger Tommy Jakobsen.

NRGi Puljen giver mulighed for at søge både delvis og fuld finansiering, og den er åben for både foreninger, organisationer og virksomheder i det østjyske område.