Nyheder
Retter skarp kritik mod modegiganter: Strudsefjer er modebranchens nye pels
Strudsefjer fylder stadig mere i modeverdenen, men en ny rapport peger på alvorlige problemer med dyrevelfærden. Både luksusbrands og fast-fashion-platforme får fjer fra den kritiserede industri.
Strudsefjer har fået en stadig større plads på catwalken, den røde løber og i butikkerne. Men bag moden gemmer der sig ifølge en ny rapport alvorlige problemer for dyrene.
Rapporten Blood Feathers fra Collective Fashion Justice og World Animal Protection beskriver, hvordan levende strudse får plukket fjer ud af huden, eller hvordan fjer bliver klippet af, hvorefter den resterende del trækkes ud. Metoderne medfører ifølge rapporten blandt andet smerte, stress, blødninger og vævsskader.
Fra luksusmode til fast-fashion
Blandt kunderne hos verdens største producenter af strudsefjer er luksusbrands som Dior, Louis Vuitton og Chanel. Også Shein får strudsefjer fra industrien.
Shein har i flere år ligget blandt de ti mest benyttede webbutikker blandt danskerne. Den kritiserede fjerindustri eksporterer årligt mere end 150 ton strudsefjer til en samlet værdi på over 60 millioner dollar, baseret på tal for 2024 og 2025.
Rapporten peger samtidig på store prisforskelle. En kjole med strudsefjer fra Dolce & Gabbana sælges ifølge rapporten for over 30.000 dollar, mens en top med strudsefjer har kunnet købes hos Shein for under 20 dollar.
Industrien påstår, at strudsefjer fås via fuglenes naturlige fældning. Men virkeligheden er en helt anden. De vilde dyr bliver behandlet med helt uacceptable metoder, der forårsager smerte, stress samt blødende sår og vævsskader. Billedet her er fra en sydafrikansk strudsefarm.
Foto: World Animal Protection/Collective Fashion Justice
Læs også:
Kritiserer modebranchens brug af fjer
Organisationerne bag rapporten mener, at modebranchen ikke har taget det samme opgør med strudsefjer, som den tidligere har gjort med pels.
»Det hænger ganske enkelt ikke sammen, at modebranchen i vid udstrækning har droppet pels, men samtidig benytter strudsefjer, som også stammer fra en industri præget af lidelse. Mange brands, modeorganisationer og modeuger har forbudt strudseskind, men tillader samtidig fjer fra en lignende forsyningskæde, hvor dyrene udsættes for de samme uacceptable forhold,« siger Emma Håkansson fra Collective Fashion Justice.
Stephanie Kruuse Klausen fra World Animal Protection Danmark peger på, at dele af modebranchen allerede har ændret kurs.
»H&M, Zalando og andre store aktører viser, at det kan lade sig gøre, og Copenhagen Fashion Week har allerede droppet alle materialer fra vilde dyr. Derfor bør brands og platforme som Shein, Dior, Louis Vuitton og Chanel få styr på deres hus, og indføre en klar politik, der udfaser strudsefjer, og istedet vælge dyrevenlige alternativer,« siger Stephanie Kruuse Klausen.
“Brands og platforme som Shein, Dior, Louis Vuitton og Chanel bør få styr på deres hus og udfase strudsefjer. De er høstet med hårdhændede metoder,” siger Stephanie kruuse Klausen, World Animal Protection Danmark.
Foto: Bax Lindhardt/WAP.
Flere brands har allerede sagt nej
Blandt de brands og platforme, der ifølge rapportens gennemgang har valgt strudsefjer fra, er H&M, Zalando, ASOS, Boohoo, Forever New, Next, PrettyLittleThing og Stella McCartney.
Strudsefjer har samtidig været synlige på den internationale røde løber. Chanel, Dior, Valentino, Balenciaga og Gucci er blandt de brands, hvis designs med strudsefjer ifølge rapporten blev båret af kendte ved internationale arrangementer i 2025 og 2026.
Ved Met Gala 2026 bar både Anna Wintour og Nicole Kidman Chanel-designs med fjer.
Læs også: