Forbruger

Tre midtjyske producenter dyster om ny hæderspris

Axel Månsson, Dueholm og Thise er udvalgt blandt 21 danske fødevareproducenter i Coops nye kåring. Fra mandag kan medlemmer i Midtjylland stemme på deres lokale favorit.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 10. august 2026

Tre midtjyske fødevareproducenter er med i kampen om at blive ”Medlemmernes favorit” – en ny hæderspris fra Coop.

Axel Månsson, Dueholm og Thise er de tre nominerede fra Midtjylland. I alt har Coop udvalgt 21 mindre danske producenter fordelt med tre kandidater i hver af syv landsdele.

Fra mandag den 10. august og frem til 30. august kan Coops medlemmer stemme på den producent fra deres egen landsdel, som de ønsker skal gå videre til den landsdækkende afstemning.

Lokale fødevarer skal frem i lyset

Den nye hæderspris kommer efter, at Coops medlemmer har peget på danske og lokale fødevarer som en mærkesag.

I en afstemning med knap 60.000 deltagere stemte 43 procent på ”dansk og lokalt”. Samtidig har blandt andre Madkulturen, kokken Nikolaj Kirk og producenter hen over sommeren advaret om presset på danske producenter, særligt inden for frugt og grønt.

”Vores medlemmer siger klart, at de ønsker mere fokus på danske og lokale fødevarer. Derfor laver vi nu en ny hæderspris, hvor medlemmerne vælger den danske producent, de vil kåre som ’Medlemmernes favorit’. Så kan medlemmerne selv at være med til at fremhæve nogle af de producenter og varer, de sætter særligt pris på,” siger Annette Jorn, adm. direktør i foreningen Coop amba.

Vinderen kåres i oktober

Når den regionale afstemning slutter den 30. august, går én producent fra hver landsdel videre.

Fra 21. september til 18. oktober kan alle Coops medlemmer i Danmark stemme på de producenter, der er gået videre fra de regionale afstemninger.

Den endelige vinder bliver udråbt den 26. oktober og får ifølge Coop eksponering samt ret til at markedsføre sig med hædersprisen.

Coop oplyser desuden, at 400 af kædens butikker har helt lokale produkter i sortimentet. Samlet er der 20.000 helt lokale varer på hylderne.